Vores vaner

Hvad er en vane? 

            Vanebærer

En vane er en ubevidst handling, der gentages over lang tid. Den udføres på en bestemt måde, uden forudgående planlægning. Selv om handlingen er ubevidst, kan vi godt være bevidste om nogle af vores vaner. Men når handlingen udføres, er den ikke planlagt, og vi beslutter ikke, at nu gør jeg sådan og sådan.

Vaner styrer vores hverdagsliv. Vaner kan hjælpe os gennem en travl hverdag med mange valg, der hele tiden skal tages stilling til. For det kan være hensigtsmæssig at have et fast mønster for daglige rutiner, så vi ikke hele tiden skal stoppe op og træffe nye beslutninger.

 

Gode og dårlige vaner 

Vaner har både en positiv og en negativ side. Den positive vane giver os glæder og fordele. Den negative vane giver os problemer, forhindrer fremskridt eller ødelægger gode relationer til andre. Dårlige vaner kan give meget besvær for en selv og for dem, man omgås i det daglige. Ofte tror vi ikke, at andre bemærker dem, eller vi prøver at bortforklare dem. Men det lykkes sjældent. Modsat er vores tålmodighed med andres dårlige vaner generelt meget begrænset.

Dårlige vaner kan være mange ting, afhængig af situationen og hvem man daglig omgås. Men manglende præcision med tid, aftaler eller penge betragtes af de fleste som en dårlig vane. Manglende respekt for andres meninger, negativ personlig fremtræden eller uhensigtsmæssigt sprogbrug betragtes også som dårlige vaner.

Det er ofte andre, der kan være med til at påpege vores dårlige vaner, da vi kan være ”blinde” for vores egne vaner.

Mange ændrer først deres vaner, når de er tvunget til det, eller andre gør det for dem. For ikke at falde i den grøft at det altid er andres skyld, at man ikke har et godt liv, kan det være klogt at give sig selv et vaneeftersyn. En gammel god vane kan vise sig at være uhensigtsmæssig, når tingene omkring os ændrer sig.

Det kan være svært at bekæmpe dårlige vaner. Forskere har fundet ud af, at mere end 40 pct. af vore handlinger skyldes vaner, ikke beslutninger. Vaner er så indgroet i vores hjerne, at en person med hjerneskade ikke kan fortælle, hvor hans køkken er, hvis han sidder i stuen. Men hvis han bliver sulten, rejser han sig og tager mad ud af køleskabet i køkkenet.

 

En ny vane?

Når vi vil ændre en vane skal vi have:

                          Vaner
  • VIDEN om hvad der skal gøres på en anden måde, og hvad nytten vil være
  • EVNE til at være i stand til at ændre vanen
  • VILJE og energien til at gøre det.

Derefter skal vi

  • sætte et personligt mål
  • udforme en plan (med delmål) mod målet
  • huske at fejre succesen, når målet er nået, og det er blevet en ny vane.

Vi er, hvad vi gør igen og igen. Fortræffelighed er således ikke en handling, men en vane. Aristoteles

Copyright: John Bern & Co. www.johnbern.dk