Der var engang to frøer, der faldt i en beholder med fløde. 
De blev med det samme klar over, at de ville synke til bunds. Det var umuligt at svømme eller flyde ret lang tid i denne tykke masse, der var som løst sand. Til at begynde med sprællede de to frøer rundt i fløden for at nå hen til kanten af beholderen. Men det var forgæves, der skete kun det, at de sprællede rundt og derpå sank til bunds. De kunne mærke, at det blev sværere og sværere at komme op til overfladen og trække vejret.
En af dem sagde højt: ‑” jeg kan ikke mere”. Det er umuligt at komme op herfra. Man kan slet ikke svømme i den her masse. Nu, hvor jeg skal dø, ser jeg ingen grund til at forlænge lidelsen. Jeg mener ikke, det giver nogen mening at dø totalt udmattet efter at have anstrengt sig forgæves.
Da den havde sagt disse ord, holdt den op med at sprælle og sank hurtigt til bunds og blev bogstavelig talt opslugt af den hvide og tykke væske.
Den anden frø, der var mere energisk og måske også mere stædig, sagde til sig selv: ‑ “Det er umuligt! Man kan intet gøre for at vinde i denne sag. Alligevel foretrækker jeg, selv om døden nærmer sig, at kæmpe til sidste åndedrag. Jeg vil ikke dø et eneste sekund før, min time er kommet.”
Den fortsatte med at sprælle og plaske rundt på det samme sted i time efter time uden at nå en eneste centimeter fremad.
Og pludselig, efter al denne sprællen og sparken med bagbenene, efter al denne pisken og plasken, forvandlede fløden sig til smør.
Overrasket gjorde frøen et hop og gled så helt hen til kanten af beholderen. Derfra kunne den glad kvækkende vende hjem igen.
***
At opgive?
Thomas J. Watson, som udviklede IBM, holdt foredrag for de studerende på et universitet i USA. Ved slutningen blev han spurgt, om han kunne give dem et råd til succes. Han tænkte sig længe om og sagde. ”Jeg vil give jer tre råd til succes: Never give up. – Never give up. – Never give up.”