Når den treenige hjerne ikke kan blive enig

 

HVORFOR –

  • bliver nytårsfortsætter sjældent opfyldt?
  • bliver slankekure ikke en succes?
  • køber vi mere, end vi har råd til?
  • dyrker vi ikke den motion, vi har besluttet?

Forklaringen findes inde i vores hjerne. For hjernen er center for nervesystemet, og den bearbejder alle indkomne sanseinput. Den kontrollerer kroppens funktioner og står for bevidst erkendelse og viljestyrede handlinger. Professor Paul MacLean forskede i hjernen i over 50 år, og han ud­viklede en model over menneskehjernen, der forbinder menneskets bevidsthed og evner med resten af dyreverdenen. I hans model er menneskehjernen organise­ret i tre store udviklingslag.

Krybdyr hjernen sikrer mad, sex og kamp/flugt. Den tager sig af kroppens funktioner og sørger for, at vi overlever. Krybdyr har haft succes med den hjerne i mange millioner år. Selv om vi som mennesker stadig har en krybdyrhjerne, har den været gennem en evolution bort fra den, krybdyr har i dag.

Følelseshjernen har vi til fælles med pattedyrene. Den gør os i stand til selv at vælge, at opnå erfaring samt ændre adfærd og styre vores drifter. Den registrerer vores følelser eller stemninger og har stor betydning for vores kontakt med andre mennesker.

Den ”nye” hjerne findes hos alle pattedyr, men er højest udviklet hos mennesket. Den kan have forestillinger om fremtiden, lægge planer og tage beslutninger. Den kan reflektere, undre sig, bruge sproget og være kreativ, samt vise medfølelse.

Alle tre hjerner indgår i al vores adfærd, og den hjerne, der ”sejre”, styrer vores adfærd. Måske uden at vi ved det eller tænker over det.

 

Tanker, følelser og sanser

 Tanker

 Tanken kan beskrives som roret på et skib, der styrer os gennem livet. Hvis vi lærer at bruge roret rigtigt, kan vi gå fra én virkelighed til en anden. Vi kan finde glæde, når en bedrøvelse opstår af minder, ved at tænk på at der ”bare” er tale om en tanke.

 Den almindelige forestilling i vores kultur er, at vores oplevelse af livet skabes udefra og ind – det vil sige, at det, der sker os i det ydre, bestemmer vores oplevelse på det indre plan.

Mennesker eller omstændigheder „gør” os glade, vrede, kede af det, og livet går ud på at finde og tiltrække de rig­tige mennesker og omstændigheder, der kan give os flere af de gode følelser og færre af de dårlige.

 

Men hvor virkelig er vores virkelighed?

Der er forskellige måder at opfatte den på, f.eks.:

  1. Det, jeg ser, er det, som reelt foregår. Jeg oplever verden, sådan som den er.
  2. Det, jeg ser, er en fortolkning af virkeligheden. Jeg oplever verden igennem mine tankers filter.

Albert Einstein sagde: ”Virkeligheden er en illusion, om end en umådelig hårdnakket en af slagsen.”

 

Den frie mand med den frie tanke.

Vi har friheden til at gå igennem livet og se det, vi ønsker at se. For vi er kun en enkelt tanke fra at være lykkelige og kun en enkelt tanke fra at være ulykkelige.

Hemmeligheden ligger i tankevirksomheden.

stress kan måske beskrives med: ”Særlige Tanker Ryster En Sund Sjæl”.

 

 

Negative tanker

Bekymringer kan være som gamle kødben (tanker), vi hele tiden graver op og gnaver i.

Det kan være et meget gammelt ben, der bliver gravet op og gravet ned igen og igen i en uendelighed, og som hver gang udløser bekymringer om alt muligt.

Det bedste middel mod bekymringer er handling frem for kun tanker. Vi er således i stand til at ændre på vores adfærd gennem bevidste handlinger.

Tænk hvis vi kunne ændre vores tanker lige så let, som når vi skifter kanal på tv, som det blev beskrevet i tegneserien:

 

 

Følelser

Man skelner normalt mellem to slags følelser. Den fysiske berøring og den følelsesmæssige som glæde, vrede, frygt, ømhed, jalousi, skam, sorg mv. De sidste følelser kommer fra tanker.

Vi tror, at vores valg er logiske og styrede af rationelle processer, men den største drivkraft bag vores valg er faktisk vores følelser og ubevidste tilbøjeligheder. For langt størstedelen af de input, hjernen får, er ubevidste og ordløse.

 Reklamebranchen spiller på vores følelser.

Reklame er fristelse og forførelse. ”Vi siger til folk, at de bliver lykkelige, smukke, mere socialt omgængelige, hvis de bruger det produkt, vi reklamerer for,” siger reklamefolkene.

 Vi bliver bombarderet med indtryk, når vi handler, og duftene og musikken er med til at skabe en god atmosfære og stemning. Vores følelser styrer vores forbrugeradfærd. Og størstedelen af reklamers indflydelse finder sted i underbevidstheden. Vores følelser er på arbejde, uanset om vi er opmærksomme eller ej, og de arbejder meget hurtigere end vores tanker. Man kan modstå alt undtagen fristelser, skrev Oscar Wilde.
Så gå aldrig i supermarked på tom mave.

 

Sanser

Alle nye informationer går ind i hjernen via en af vores fem sanser. Det vi ser, hører, lugter, smager eller rører ved. Vi sanser verden og tager den ind i vore kroppe – fortolker den i hjernen og det skaber følelser.

I praksis bruger vi ikke vores lugte- og smagssans ret meget, når vi lærer, medmindre vi er spæd­børn, kokke eller parfumefabrikanter. Så man kan sige, at vi har tre overordnede måder at modtage information på. Vi ser det, vi hører det og/eller vi oplever det kropsligt. Det er imidlertid forskelligt, hvordan folk bedst modtager ny information.

Undersøgelser viser, at:

35% lærer hovedsageligt visuelt – billeder er vigtige for dem.

25% lærer hovedsageligt auditivt – tale og forelæsninger er vigtige for dem.

40% lærer hovedsageligt kropsligt – en eller anden form for “i hænderne” – oplevelse er vigtig for dem.

 

Tanker, følelser og sanser i sociale sammenhænge

 De mennesker, vi er sammen med, har også følelser, tanker, behov, mål. Og de er sikket ikke de samme som hos os selv. Det er derfor hensigtsmæssigt, at vi hele tiden er opmærksomme på vore egne og andres mentale tilstande og tilpasser vores handlinger hertil, når vi er sammen socialt. Den evne er helt afgørende for de relationer, vi skaber til andre. Men vi er sjældent opmærksomme på, om vi gør det.
Og selv om vi prøver, kan vi aldrig vide med sikkerhed, hvad andre tænker og føler.

 

Det siges, at: ”Intet forhindrer dig i at være et vidunderligt menneske.”

Og måske alligevel – dig og dine hjerner, og derigennem dine tanker, følelser og sanser.

 

“For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke,

men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.”

Skrev Paulus i Romerbrevet.

Brug pyt-knappen

Hvis hver dag skal være god, har vi selv ansvar for at fokusere på det gode og lade være med at gøre de ting, der ikke gør os glade.

Ingen af os er perfekte. Derfor oplever vi situationer, hvor vi ikke slår til, og hvor vi ikke kan leve op til vores egne eller andres forventninger.
Når det opleves, skammer vi os og tænker, at andre tænker, at vi ikke er gode eller dygtig nok. Det kan give lavt selvværd og et dårligt humør.

Hvis vi vil vise større overbærenhed med egne og andres fejl og mangler, skal vi alle blive bedre til at bruge det lille ord pyt.

Lav din egen personlige PYT knap. Og brug den: ”OK, lad det fare.”

 

 

Det kan være en svær øvelse, men det giver virkelig bonus, når vi kan det, siger Anne Lindhardt, Psykiatrifondens formand.

Samfundsnormer

Hvad er samfundsnormer? og hvordan påvirker de os?

Copyright: Ha’ en god dag gruppen

Skal mænd tvinges til barselsorlov? Skal rygning forbydes? Bekymrer samfundet sig mere for forbryderne end for deres ofre?

 

Politikerne har i stigende grad beskæftiget sig med at skabe et samfund, hvor friheden for det enkelte menneske reduceres. På trods af, at politikere ikke nødvendigvis har større menneskekendskab, viden eller livserfaring end de fleste af landets borgere, så mener de helt alvorligt, at de ligger inde med kundskaber, som – over for dem selv – retfærdiggør deres indgriben i borgernes privatliv.

Vores uafhængighed af andre og deres mening, er bevisligt den største motivationsfaktor for trivsel og et velfungerende menneske.

 

Hvad finder du her?

Har du forslag til indlæg, artikler, videoklip eller andet, så kontakt os på info@haengoddag.dk

At finde lykken

Vi deler alle et mål: Vi vil være lykkelige.

Hvad der er lykken for mig, er ikke nødvendigvis lykken for dig. Kun du kender facit. Lykken skal findes i dig og ikke et sted derude for enden af regnbuen.

Materielle goder har meget begrænset indflydelse på vores lykke, hvis nogen overhovedet. Undersøgelser viser også, at status, titler og fysisk skønhed generelt har minimal betydning for vores livskvalitet og lykke. Lykken stiger ganske vist med stigende løn indtil et vist niveau.

Ingen kan leve et sorgfrit liv uden modstand i form af stress, ulykker, kriser, svækkelse og sygdom. Charlie Chaplin har engang sagt: ” To truly laugh, you must be able to take your pain and play with it.” Kun dine tanker kan du ikke fratages. Du vælger selv, hvordan du vil se verden.

Recepten på lykke er derfor din egen mission.

Det kræver mod og vilje at sende sit liv til eftersyn, for faktum er, at vi mennesker ofte søger lykke de forkerte steder.

 

Se video med Peter Engberg

 

Selfi mig!

På ti år er selfies vokset fra at være et ukendt fænomen til den største virale tendens.
Et selvportræt, som fra mobiltelefonen deles på sociale medier, som f. eks. Facebook.

I den gamle engelske by York er der en selfi-trail, så man kan sikre sig gode billeder. 
Og en selfiestang gør billederne endnu mere perfekte.

Nogle kritiserer trenden som narcissistisk og selvoptaget, mens andre ser det som en måde at udtrykke sig på i den digitale verden.

Mange omkommer rundt om vi verden i forsøget på at få et pletskud. I Indien er selfies blevet omdøbt til killfies, og der er indført forbud på mange turiststeder.

Vores behov for at skabe en identitet har stor betydning, for at Facebook er så stor en succes.
Behovet for anerkendelse og bekræftelse er mere afgørende end nogen sinde.

Vi lever i en ”At skulle leve op til kultur”. Og på Facebook er det altid solskin. Vi tilbringer tiden på dejlige ferier. Er altid sammen med vennerne. Eller vi drikker og spiser spændende middage .

”Vennernes” altid positive opdateringer på Facebook kan give os lav selvtillid, viser en undersøgelse. Og det kan være med til at ødelægge en god dag.

Men vi ved godt, at sådan er livet ikke altid. Og at det er netop i mørket, at vi skal søge lyset.

Så har vi mod til at være et rigtigt menneske på Facebook?

Udløbsdato for viden og meninger?

Det er ikke så vanskeligt at lære noget nyt. Men at aflære noget gammelt kan volde store problemer.
Derfor er det en god idé nu og da at give sin viden og meninger et eftersyn for at se, om nogle af dem har overskredet deres ”udløbsdato”.

På fødevarer kan man se udløbsdatoen og undgå at købe varen.
På parkometeret kan man se udløbstiden og undgå en parkeringsafgift.

Men privat undgår vi ofte fakta, hvis det ikke harmonerer med det, som vi allerede mener at vide. Og problemet kan opstå, hvis man ikke opdager, at tingene har ændret sig. Vi har brug for kreativitet og fantasi til at føre os godt ind i fremtiden.

Og det kan begynde med, hvad man kunne kalde „aflæringens kunst“.

Provokation

Alle har prøvet at blive provokeret af et andet menneske. Nogle mennesker har ligefrem gjort det til en sport at provokere andre gennem deres handling, adfærd eller udtalelser. De kaster så at sige madding ud og håber på, at andre bider på. Og hvis man først ”bider på krogen”, kan det være vanskeligt at komme af igen. Sådan en provokation kan godt være med til at ødelægge en ellers god dag. Men ved at bide på overgiver vi magten over vores tanker og handlinger til en anden person. Hvilket vi naturligvis ikke ønsker.

Måske skælder vi ud og giver den anden skylden for vores vrede. Her er det værd at huske på, at blive provokeret er en følelse inden i os selv. En følelse som vi kun selv kan tage ansvar for. Det er altså ikke den anden, vi skal ændre, men derimod den måde vi reagerer på overfor det, den anden gør. Ellers kan andre trække os rundt i manegen efter deres forgodtbefindende. Så næste gang, du bliver udsat for en provokation, kan du sige til dig selv:

”Den bider jeg ikke på.”

 

At tilgive sig selv og andre

Livet kan give os mange knubs, og vi bliver naturligvis påvirkede af at blive skubbet til. Det kan føre til bitterhed, og det kan være svært at tilgive, når andre gør os ondt. Men vores bitterhed kan give os en dårlig livskvali­tet. Bitterhed kan være som gamle kødben, vi hele tiden graver op og gnaver i. Det kan være et meget gammelt ben, der bliver gravet op og gravet ned igen og igen i en uendelighed, og hver gang udløser vrede. Men der er kun en, det går ud over, og det er en selv. Vil vi ud af det, må vi selv gøre no­get ved det. For den energi, der ligger i vreden, bor kun i os selv. Den er kun relate­ret kun til os selv og ikke den anden person.

 

Evnen til at tilgive sig selv for forkerte handlinger er på samme måde en nødvendighed for at komme godt videre i livet. For vi kan ikke ændre på de ting, der er sket, men kun lære af dem.

Det er ikke altid let at se de positive sidegevinster, som tilgivelsen medfører. Men tilgivelse er at give sig selv fred. At give slip på følelser af for eksempel vrede og hævn, der i for lang tid har påvirket det liv, man ønsker at leve.

 

Tilgiv andre – ikke for deres skyld
men fordi DU fortjener fred:
Tilgivelse er en gave, du giver dig selv.

***

Tilgiv altid dine fjender

– intet irriterer dem mere.
Oscar Wilde

 

Logoterapi – findes der mening i lidelser?

Logoterapi er tanken om, at hvis man kan finde mening med det, der sker for en, så overlever man. F. eks. hvis man tror på, der er en mening med at være i koncentrationslejr, så skal man nok overleve. Så længe, der er en mening med det.

Logoterapi har taget navn efter det græske ord logos, der kan betyde ord og mening. I logoterapien skal det forstås med vægten på mening. 

Oplevelserne i koncentrationslejrene overbeviste psykologen Viktor Frankl om, at selv i den mest absurde, smertefulde og umenneskelige situation har livet en mening – og derfor har lidelsen også en mening. Denne konklusion blev den grundlæggende tanke bag udviklingen af logoterapien.

 

Frankl beskriver tre kerneområder:

Viljens frihed

Mennesket har friheden til at søge og finde mening med det, vi gør. Vi har alle muligheden for at forme vor egen skæbne ud fra nogle givne rammer og betingelser. Som åndelige væsener reagerer vi ikke bare på indtryk udefra, men vi kan selv påvirke vores fremtid. Vi kan vælge at ville.

Viljen til mening

Frankl anser at den drivkraft, der gør, at mennesket vælger livet, er viljen til at finde en mening med det og sætte sig mål for det. Fratages vi denne mulighed, eller føler, at vi er frataget den, oplever vi modløshed og tomhed, og kan reagere med voldsomme personlighedsforandringer.

Mening med livet

Livet har mening – uanset hvor elendigt, det måtte se ud, kan man finde en mening med det. Hvis man véd hvorfor, man lever, kan man med Nietzsches ord også udholde lidelserne ved at leve. Finder vi derimod ikke mening, risikerer vi at blive frustrerede og reagerer på forskellig vis. Det enkelte menneske skal være aktiv deltager i, og ikke passiv tilskuer til, sit eget liv.

 

Hvad finder du her?

Har du forslag til indlæg, artikler, videoklip eller andet, så kontakt os på info@haengoddag.dk