Hvad skal der til, for at en mentorordning bliver en succes?

 

Mentorskab er en relation mellem to mennesker, som på en måde en lige, men som på den anden side er ulige, da den ene har mere erfaring end den anden. Man kalder den ene for mentor – den erfarne – og den anden for mentee – den mindre erfarne. Mentorskab bygger på, at den mindre erfarne gerne vil være dygtigere og lære af sin mentor.

 

Så det er erfaringen fra mentor og lærelysten fra mentee,
der skaber den dynamik, som et mentorskab skal bruge for at blive en succes.

 

Mentee er således hovedpersonen, og han/hun skal have en vis entusiasme mod et bestemt mål, som mentor hjælper mentees med at realisere. Mentor behøver ikke at have erfaring med lige netop det område, som mentees mål ligger inden for, men mentor ved noget om, hvordan man kommer fra et sted til et andet. Derfor skal mentorer være gode til at skabe motivation, kunne li’ at inspirere, være rollemodeller og være en god lytter. Mentorer skal også være gode til at være tilbageholdende med at give gode råd, for en mentee opnår mere ved at finde ideer i sit eget hoved og tage initiativer, som han/hun selv finder på frem for at få fortalt, hvad man skal gøre.

Mentorskab indebærer et godt match – at mentor og mentee passer godt til hinanden – ikke for ens i opfattelse og gerne med en aldersforskel. Mentorskabet foregår over en vis tid – ½ til 1 helt år – det er gentagen arbejde mod et mål, der sikrer, at mentee kommer derhen.