Tid er livets råstof

 

Livets råstof er tid, så at slå tiden ihjel betyder at slå livet ihjel.
På livets rejse kan det være klogt nu og da at tage en tænkepause over tid, liv, ønsker og forholdet til andre mennesker, for at se om vi er på rette kurs, eller om små eller større ændringer vil give et bedre liv.

 

 

Tanker om tid

Hvis man i dag vil illustrere noget, som udvikler sig over tid, bruger man det, som kaldes en livsløbs-kurve.

De fleste forhold i menneskelivet følger denne kurve. Sådan forløber nu engang alt liv. Livet er noget, der begynder og slutter. Og ind imellem de to begivenheder er der tid. Tid og liv er to begreber, som er tæt knyttet til hinanden.

 

1. Tiden som et kredsløb

Begrebet tid er knyttet sammen med jordens og solens bevægelser og årstidernes kredsløb. Derfor vil nogle nok forklare tiden ved at tegne en cirkler.

2. Tiden som en bølge

For andre mennesker er tid som en bølget linje. Alt her i livet går op og ned. Intet bliver nogensinde helt det samme igen. Intet i historien gentages. Eller som den græske filosof Heraklit skal have sagt: ”Man kan ikke bade to gange i den samme flod”, for anden gang er floden ikke den samme som før.

3. Tiden som en tidslinje

Nogle vil tegne tid som en lang pil. Nu´et (dvs. det øjeblik jeg står i lige nu) bevæger sig hen ad en tidslinje. Bag nuet ligger fortiden, og foran ligger fremtiden. Tidslinjen er en kæde af begivenheder og handlinger ordnet i kronologisk rækkefølge. Fremtiden er dermed ikke andet end en forlængelse af fortiden.

 

4. Tiden som en vifte

Livet kan også beskrives som en lang række af valg. Et menneske har næsten altid mulighed for at gøre enten det ene eller det andet og må så vælge. Mange af disse valg er rigtig vanskelige, fordi den endelige beslutning også rummer et fravalg.

Fremtid er ikke et entydigt ord, der betyder det samme for alle mennesker. Men interessen for fremtiden er altid til stede. Fremtid er alt det, vi kan forestille os lige nu. Fremtid er egentligt et flertalsbegreb, for der er ikke kun en fremtid.

 

Fremtid er den vifte af muligheder, der står åben i nuet.

 

Derfor kan fremtid vælges: Og fremtid er både de muligheder, som vi har i dag, og de muligheder, som kan skabes med tiden. Der er et helt sæt af forestillinger om det, der er fremtidsmuligt. Vi kan derfor altid tale om fremtider – og ikke om fremtiden. Fordi fremtid er noget, man vælger.

Forskellige mennesker har meget forskellige fremtids-vifter. Viften kommer an på, hvor i verden de bor. I Danmark hører vi til de mest privilegerede mennesker. Der er intet, der forhindrer os i at åbne, udnytte og forny vores personlige vifte af muligheder – det skulle da lige være os selv. For hvor tit lader vi ikke tilfældigheder bestemme, hvad der sker i vores liv. Men hver enkel af de beslutninger, som et menneske træffer, er med til at forme dets fremtid. Det er med andre ord det, som vi gør i dag, der bestemmer vor fremtid.

 

Hvordan vil du tegne tid?

Citater om tiden

”Det eneste sikre ved fremtiden er, at den vil overraske selv dem, der har været mest fremsynede.”

”Hvad fremtiden angår, er det din opgave ikke at forudse, men at gøre den mulig”

”Det er livets kunst at få det, der fylder ens tid, til også at fylde ens liv.”

”Ingen kan skrue tiden tilbage og starte forfra på ny, men enhver kan starte herfra og skabe en helt ny slutning.”

”Tid er liv. Og livet bor i hjertet.”

Dette citat kommer fra Michael Endes bog »Momo«. Den handler om de grå tidstyve, der stjæler tiden fra menneskene, der derfor aldrig har tid nok til det, der virkelig er vigtigt, uanset hvor meget tid de sparer. Bogen handler om, at menneskene bliver så effektive og præstationsfikserede, at de glemmer alt det, der gør livet smukt og dejligt. Nemlig når vi er nærværende og giver vores opmærksomhed til de mennesker, der betyder noget for os, og som måske har et behov for, at vi er noget for dem.

 

”Det gode liv er, når tiden står stille og det eneste, der er, er lige NU.”