Skuffede forventninger

Forventningens glæde er den største, siger man.
Men når virkeligheden ikke lever op til forventningen, bliver vi skuffede.

Forventninger er en naturlig del af vores tankevirksomhed. Men fordi vi sjældent ser nærmere på dem, skelner vi ikke mellem dem, der er o.k. og dem, som ikke er helt o.k.

Skuffede forventninger
Skuffede forventninger

 

Nogle forventninger er o.k. som f. eks. at tog og bus går til tiden, eller at andre holder aftaler. Vi ved imidlertid godt, at det ikke altid sker, men det kommer vi hurtigt over. Forventninger, der ikke er o.k., kan være egne og andres forventninger til os, der virker hæmmende og gøre os ufrie.

 

Forældre har normalt store forventninger til deres børn. Det kan være udtalte eller uudtalte forventninger, som tilhører den problematiske kategori. Forventninger som børnene ikke kan leve op til, og som de med skyldfølelse kan slæbe med sig gennem livet.

 

Vores egne forventninger til vores liv kan være helt urealistiske. Måske opmuntret af alt for rosende forældre. Disse forventninger vil aldrig blive 100 procent opfyldt. Forventning kan derfor være en af de største forhindringer, vi kan komme ud for, hvis ikke vi sætter spørgsmålstegn ved dem.

 

Forventningerne peger mod fremtiden. Jo mere vi planlægger, desto flere forventninger skaber vi. Og jo oftere planerne forandres, jo mere skuffede og vrede bliver vi. Forventninger har stor magt over os. Det kan se ud, som om mange forventninger skaber en stemning, som paradoksalt nok ofte blokerer for det, man forventer. Når vi forventer, at noget specielt skal ske, sker det ofte ikke. Da styrter alle de tankeslotte, som vi har bygget i vores hoveder, sammen. Og hvis de styrter sammen, hvad er der så tilbage? Ingenting, tomhed, kaos?

 

Som voksne kan vi opøve evnen til et mere modent syn på forventninger. Vi kan opleve, at det er godt at glæde sig til noget, men vi kan også vælge at glæde os og samtidig lade muligheden stå åben for, at det kan gå lidt anderledes, end vi havde tænkt, og at det er helt o.k. For inderst inde ved vi, at livet sjældent kan forudsiges.

 

Kan vi tillade os at have forventninger til andre? Det er nok op til den enkelte, men ofte bliver vi skuffede, da vi ikke kan sætte os i andres sted og derved forstå deres handlinger.

 

Vi kan lade os inspirere af nedenstående citater:

  • ”Drøm store drømme – forvent intet, men modtag alt.”
  • ”Forventning er roden til al hjertesorg.” Shakespeare
  • Jeg finder mit liv langt lettere, jo mindre forventninger jeg har. Bill Watterson

  Forventninger

En video om forventninger med Carsten Dahl. Se mere her.