Idédræbere er de små kommentarer og reaktioner, der kan bremse selv den mest lovende tanke. De viser sig ofte i gode intentioners forklædning, men ender alligevel med at tage modet fra dem, der forsøger at bidrage. Når nogen siger, at “det har vi prøvet før”, eller at “det kommer aldrig til at virke”, lukker rummet sig stille omkring idéen, før den overhovedet får lov at udfolde sig. Selv et enkelt suk eller et løftet øjenbryn kan være nok til at få nogen til at tie stille og lade være med at byde ind igen.
Det særlige ved idédræbere er, at de ikke kun kommer fra andre. Mange mennesker bærer deres egne indre variationer med sig. En stemme, der minder dem om, at deres forslag nok ikke er godt nok, eller at de alligevel ikke kan formulere det klart. På den måde kan idédræberne sætte sig fast både i fællesskabet og i den enkelte.
Hvis man vil skabe et miljø, hvor kreativitet har mulighed for at trives, kræver det opmærksomhed på disse mekanismer. Det handler om at give idéer lov til at eksistere et øjeblik, før de vurderes. At lytte, før man svarer. At møde forslag med nysgerrighed frem for med hurtige afvisninger. Når man gør det, vokser modet til at bidrage, og idéerne får plads til at udvikle sig i stedet for at forsvinde.
