Livet er som et musikstykke med indlagte pauser.
Musik uden pauser virker ensformigt, enerverende og stressende. Det er pauserne i musikken, der gør den levende.
På samme måde er pauser en vigtig del af vores liv. Hvis de ikke er der, kan livet løbe med os, når vi pludselig opdager, at det nu er jul igen, og året bare er fløjet af sted, uden vi helt har opdaget det.
Vi lever i en tid, hvor vi har mere brug for pauser end nogensinde. Vi tæppebombes med indtryk, billeder, informationer og problemer. Og for at kunne kapere alt det er vi nødt til, en gang imellem, at trække os tilbage og overveje, hvad vi vil med vores begrænsede liv.
I modsætning til dyrene har vi evnen til at tænke i fortid og fremtid. Dette udgør grundlaget for vores civilisation. Problemet er, at det, der skulle være et redskab, for de fleste er blevet en permanent tilstand. Undersøgelser viser, at vi i vores tanker i 85 procent af tiden ikke er til stede i nuet, men et sted i fortiden eller fremtiden.
På cykel, på fortove, i tog og busser oplever vi, at en stor del af vores medmennesker har deres opmærksomhed dybt, dybt begravet i smartphones og tablets. Det selv om de er sammen med andre. De er der ikke længere. De er et andet sted, et bedre sted. Det er egentlig mærkeligt, at vi samtidig er i en tid, hvor der udbydes utallige kurser i mindfulness. En undervisning i at være, hvor man er.
At kede sig
Alle vil gerne leve et aktivt liv med fuld tryk på såvel i arbejdslivet som i fritiden. Men skal vi yde for fuld kraft, skal vi også lære at tanke op og holde pause. For uden perioder med ro og eftertanke mister vi energien, koncentrationen og arbejdsglæden. Det er først, når vi bremser modtagelsen af nye indtryk, at vi skaber plads til at tænke nyt. Men når der ikke sker noget som helst, begynder vi at kede os. Og der får de fleste mennesker en stor lyst til at ændre status quo. Kedsomheden er imidlertid det lille skub, der skal til for at finde ud af, hvor vi vil hen. Vi burde kort sagt alle kede os lidt mere. Ikke hele tiden, men måske bare lidt tid hver dag.
”Jeg ved ikke, hvor jeg er på vej hen – så det gælder om at skynde sig.”
Holde i kø i trafikken
Det stresser mange at vente i trafikken. Selv ved et rødt lys begynder nogle at skrue på radioen eller lede i handskerummet efter noget interessant for at fylde tiden med mening. For pausen er et unødvendigt brud på din aktive udnyttelse af livet. Et urimeligt spild, hvor man sidder med hænderne i skødet, mens man kan se sandet i ens timeglas rinde ud. Men er det egentlig ikke os selv, der definerer, om det at vente på rødt lys er et problem eller ej. Om det er at spilde tiden, eller om det måske ligefrem er en lille gave. Måske skal vi begyndte at stoppe ved gult i stedet for at speede op, og glæde os til pausen.
At spare tid
Hvis man ved at bruge en mikrobølgeovn kan tilberede noget på fem minutter, der normalt tager 35 minutter, har man sparet 30 minutter. Det lyder som en god forretning, da man kan forestille sig, at man nu kan sidde og slappe af. Men sådan går det jo ikke. Faktisk kan der ske det mærkelige, at hvad der skulle hjælpe én til at få mere tid, ender med at gøre én mere stresset. Man lægger sig nemlig ikke ned i de 30 minutter. Man farer i stedet ofte rundt og synes, man skal nå en hel masse andet.
Der kan også ske noget med ens tidsopfattelse. Når man laver sin mad meget hurtigt, spiser man af en eller anden grund også meget hurtigt. Der opstår et kulinarisk jetlag, hvor man ikke kan følge med. Man bærer ud meget hurtigt, alt går meget hurtigt. Der opstår en følelse af, at man skal skynde sig, udnytte tiden og presse effektivitet ud af ethvert sekund.
”Der er mere i livet end at forøge dets hastighed.”
Pauser med et formål
Ordet pause kobles næsten altid sammen med et andet ord. Kaffepause, rygepause, frokostpause, tænkepause osv. Men skal pausen nødvendigvis have et konkret indhold? En frokostpause indeholder en indbygget instruks om, hvad vi skal foretage os i pausen. Kan man ikke opsøge en pause uden et formål eller en bagtanke?
Pausefisk
Nogle af os kan fra TV’s ungdom huske, hvor der kun var et enkelt program på menuen. Det begyndte kl. 20, og for at underholde de forventningsfulde seere var der inden starten pausefisk på skærmen. Mange seere sad og så på fiskene, der svømmede rundt. Og når en fisk var forsvundet fra akvariet, blev det diskuteret, hvor den mon var blevet af. Når man dengang spurgte folk, om de havde set TV i går, vidste man hvad de havde set, hvis svaret var ja.
Slip tankerne fri
Mange af os passer ikke ordentligt på os selv. Vi skifter mellem at styrte rundt, overbelaste os eller være totalt udkørte. Vi fylder hele tiden vores liv med noget, f.eks. mad, snak, travlhed, overarbejde eller tv, så vi undgår at mærke den usikkerhed, der også er forbundet med det at være menneske. Er pausen ikke et spørgsmål om at slippe fri fra tankernes konstante dønninger?
Pausen skal måske forstås som hos dyrene, hvor en mæt løve sidder på sletten uden tanker for noget som helst. Den ser bare ud over sletten, den vurderer ikke, den kan forlade alle sine indre og ydre behov. Dens nærvær er komplet; den perfekte pause.
Pausen kan være som at stirre ind i en pejs eller ud over havet. Øjnene ser ild og vand, men egentlig ser vi ind i os selv og lærer samtidig os selv at kende. Derfor, begyndt at samle på pauser. Fordi de er vigtige, og det er dér, det virkelig rykker. Det siges, at ”sandheden skal man høre fra børn og fulde folk”. Man kan også høre den fra sig selv, hvis bare man sidder helt stille.