Flow og fordybelse

De fleste af os kender den oplevelse af at ”forsvinde” fuldstændigt ind i en aktivitet. Det kan være alt fra en sportsaktivitet, en bog eller til en arbejdsopgave. Flowtilstanden er kendetegnet ved, at man er fuldt ud fokuseret og koncentreret; samtidigt har man styr på hvordan situationen skal håndteres, og hvordan man lykkes med udfordringen. Flow er altså, når vi oplever os selv udfordret til grænsen af vores kunnen. Der er optimal sammenhæng mellem udfordring og kompetencer.

I 1990 definerede psykologen og ‘Flow-pioneren’ Mihaly Csikszentmihalyi *, begrebet flow således: “Flow er en mental tilstand i hvilken personen er fuldstændig opslugt i det vedkommende beskæftiger sig med. Det er karakteriseret som en fornemmelse af et energifyldt fokus, fuld involvering og succes med den igangværende aktivitet.”

Der findes ikke nogen direkte dansk oversættelse af begrebet flow, men skulle man foreslå en oversættelse kunne det være begreber som virkelyst, fordybelse, engagement og selvforglemmelse.

Hvordan kan man bruge flow?

Flow som mental tilstand er der som udgangspunkt ikke noget nyt i. Det er en tilstand som for de fleste mennesker altid har eksisteret. Men i de senere år er man blevet opmærksom på at en afgørende succesfaktor, for at løse arbejdsopgaver, kan være flow. Netop fordi, når vi er i flow, er der ikke længere nogen afstand mellem det vi tænker og det vi gør. Vi er splejset sammen med det vi laver.

Det at være i flow er en individuel tilstand, men oplevelsen af at være i flow kan ofte foregå i grupper eller i samarbejdet med andre. Det kan være et fodboldhold eller et arbejdsteam som oplever succes, og den enkelte føler at deres kompetencer løftes af fællesskabet. Dette kan være en meget konstruktiv indgangsvinkel for opkvalificering, integration eller fokus på selvværd i arbejdet med mennesker.

Flow som værktøj

Vi hverken kan eller skal være i konstant flow. Men det er en tilstand, som er værd at stræbe efter, da vi som ofte trives, og har succes i denne mentale position. Derfor kan det både på arbejdspladsen og i arbejdet med andre mennesker, være en god ide at være bevidst om hvilke forhold der er medvirkende til, at vi kan komme i flow. Mange mennesker har en tildens til at ligge lige under flow tilstanden, for det kræver en særlig indsats at komme i flow. Vi er nød til at investere energi og kræfter for at komme i denne mentale position. Udover egen indsats har to af de førende danske eksperter på området, Hans Henrik Knoop og Frans Østed Andersen, peget på 5 forhold, som giver et godt udgangspunkt for at opnå flow tilstanden: 1) Klare mål – 2) Klare rammer – 3) Match udfordringen – 4) Tilbagemeldinger – 5) Uforstyrrethed.

* Mihaly Csikszentmihalyi: Er professor ved Claremont Graduate University og direktør for Center for Livskvalitet.

Artikel af Mikkel Müller/ Evolution Management