Har du en historie om at skabe en god dag – for dig eller andre?Så send den til os på info@haengoddag.dk
Årets buschauffør 2016
Emmanuel Kwesi Amonoo (‘Sort humor’)
‘Sort humor’ kører for Busselskabet Aarhus Sporveje primært på linje 3A, 4A, 15 og 19. ’Han er så rar. Fortæller over mikrofonen hvad klokken er, han ønsker alle en god arbejdslyst ved hvert andet stoppested. Har aldrig oplevet en så positiv og dejlig chauffør – han fortjener at vinde’, skriver en kunde.
‘Sort humor’ har kørt bus i 8 år. Han elsker at tale med kunderne i bussen. Han giver kunderne en god service ved at lytte til, hvad de siger, så han kan hjælpe dem med det, de har brug for. Han fortæller, at kunderne sætter pris på, at han er et positivt menneske – der udstråler positiv energi.
Paradis på jorden er fundet – uden varsel og uden at lede. 
For et halvt år siden fik min hustru og jeg en beslutning stillet foran os… Vil I flytte til Norge? Beslutningen blev taget, og nu har vi været her i snart to måneder, i en kommune med knap 1600 mennesker hvoraf ca 600 af dem bor inden for en radius af 10 km fra os.
Her har vi paradis på jorden! Denne følelse overvælder os dag efter dag. Men det er ikke bare udsigten og naturen, vi reagerer på. Det er i høj grad også det, som bliver skabt mellem mennesker! For paradiset er også noget, vi skaber mellem hinanden – ved nærvær og ærlighed i samværet – ved at være den man nu en gang er i åbenhed for, hvem andre er.
I dag holdt min hustru udendørs gudstjeneste i norsk sol og sommervind. Bagefter var der kaffe og snak om fiskeri, fodbold (som jeg ikke kan li’) og det store spørgsmål om, hvor der fortsat ligger sne på fjeldet… Det var kort sagt en snak på tværs af alle de små, interessante ting i livet.
Det var i denne stund, at det gik op for mig, hvor meget paradis man egentlig kan skabe ved bare begejstret at være sig selv – og ved begejstret at modtage andre, når de er sig selv.
Gamle som unge har et behov til fælles: Behovet for at blive mødt og set. Og det er nemt at være i dette ”rum”, når man er blandt udadvendte mennesker. Men jeg vil samtidig minde alle om behovet for at lytte til de små ord, der kommer fra dem, som Ikke siger så meget. For i dette møde kan man af og til finde endnu større varme og udveksling.
God sommer til jer alle!!!
(Fra Lars Opsahl – 14-06-2015)
Mobilforbudsskiltet alle snakker om
Dagens DK – UDLAND – Skrevet af Marie Milling den 3. april 2015 – 6:30
Ordene, som er møntet på travle forældre, går nettet rundt.
Du skal have dagens vigtigste møde. Venligst sluk din mobil. Dit barn venter på dig.”
Budskabet er klart, og er måske derfor gået rent hjem hos så mange.
Billedet er delt på de sociale medier af en norsk børnehave, og det har fået meget respons.
På skærtorsdag var deres opslag delt over 6.000 gange og over 18.000 havde trykket på like-knappen.
Og selvom skiltet er norsk, så har det vakt genklang i hele norden.
Det Svenske Aftonbladet har også fortalt om det lille skilt, som rammer lige i hjertet af en moderne diskussion.
Ukendt afsender
For mange bøvler med spørgsmålet om, hvornår det er godt at slukke for mobil, tablet eller bærbar og give noget kvalitetstid til de små.
Det mærkelige ved billedet er dog, at det ikke hænger ved den børnehave, som har delt billedet.
Men ikke desto mindre, så har det åbenbart rørt ved et problem, som findes i hele norden.
Se det fulde opslag fra den norske børnehave herunder: Følg Dagens.dk for flere lignende artikler:
Find inspiration om at være til stede og leve i nu’et her.
Positive tanker – trods modstand
”Fra det virkelige liv”
Hvis du ønsker en forandring
må du være forandringen
Men hvad betyder det egentlig i praksis?
En lille beretning om at finde ro.
For 7 år siden, gik jeg ned med stress, jeg smeltede sammen, bukkede under og kastede håndklædet i ringen. Jeg blev sygemeldt for jeg havde brug for ro.
Da jeg nærmede mig afslutningen på min sygemelding og adskillige psykolog samtaler senere, følte jeg alt andet end ro. Jeg følte pres, mindreværd og en dyb ”ked-af-det-hed” som var endnu værre end da jeg blev sygemeldt. Jeg tog en stor beslutning. Jeg ”meldte mig helt ud af samfundet.” Intet system, ingen sagsbehandler, ingen jobkonsulenter, ingen at ”stå til regnskab” for og jeg tænkte, at nu skulle jeg få ro. Det føltes SÅ godt……. SÅ kort! For selvom jeg havde afværget alle de faktorer jeg mente stressede mig, indtraf følelsen af ro slet ikke. I stedet handlede presset nu bare om nogle andre ting som økonomi og de konsekvenser min beslutning havde for min karrierer og for min familie.
Først der, helt ude på kanten, til det jeg oplevede som afgrunden, indså jeg at ro er en sindstilstand, MIN sindstilstand. At jeg aldrig ville kunne opleve ro så længe jeg var på flugt fra stress og pres (og fra mig selv?) Men at ro er det jeg skal være, tænke og gøre i min hverdag, med de krav og forventninger der er. Så tog jeg endnu en stor beslutning om at ”melde mig ind i samfundet igen” og gjorde det til mit mål at bevare og nære roen i mig – hver dag.
Det blev starten på min rejse, med en altafgørende erkendelse om, at ro ikke var noget jeg skulle finde i mine omgivelser men ro er noget jeg skal være med mine omgivelser.
ID life coach, Lene Refsgaard www.lenerefsgaard.dk
Jørgens historie 
Fik en blodprop i hjernen for to år siden.Det betød jeg skulle lære at gå og så meget mere og var ca. fem måneder på hospital og Hasselbo (genoptræning) Alle de rare mennesker der hjalp mig tilbage til livet, dem glemmer jeg aldrig. Livet bliver aldrig som før, men jeg er hjemme igen og klare næsten mig selv. Det mærkelige ved det hele er at jeg nok aldrig i mit til tiders hektiske liv. har været mere i balance og tilfreds. Nyder hver eneste dag. Varme hilsner og rigtig god dag. Jørgen Asbøg Knudsen.
Historien om æslet, der faldt ned i en brønd.
En dag faldt en landmands æsel ned i en brønd.
Æslet skreg ynkeligt i flere timer og landmanden forsøgte at regne ud, hvad han skulle gøre.
Endelig besluttede han at æslet var gammel og brønden alligevel skulle dækkes til, så det var bare ikke det værd at hente æslet.
Han opfordrede sine naboer, til at komme over og hjælpe ham.
Naboerne kom, greb en skovl og begyndte at skovle jord ned i brønden.
Da æslet indså, hvad der foregik begyndte den at græde forfærdeligt.
Pludselig til alles forbløffelse, blev æslet stille.
Et par skovlfulde senere da landmanden endelig kiggede ned i brønden, blev han forbavset over hvad han så.
Med hver skovlfuld jord der ramte æslets ryg, gjorde æslet noget fantastisk. Æslet rystede jorden af og tog et skridt op på det nedkastede jord.
Da landmandens naboer fortsatte med at skovle jord på toppen af æslet, rystede det jorden af sig og tog et skridt op.
Meget hurtigt blev alle forbløffede, da æslet trådte op over kanten af brønden og travede lykkeligt afsted!
MORALEN I HISTORIEN:
- Livet kommer til at skovle snavs på dig – alle former for snavs.
- Tricket til at komme godt ud af det, er at ryste det af sig og tage et skridt op.
- Hver af vores problemer er et springbræt.
- Vi kan få os ud af de dybeste brønde blot ved ikke at stoppe – aldrig give op!
- Ryst det af og tage et skridt op!
Husk de fem enkle regler for at være lykkelig:
- Frigiv dit hjerte fra had og tilgiv.
- Fri dit sind fra bekymringer – det fleste ting man frygter sker aldrig.
- Lev livet simpelt og værdsæt det du har.
- Forvent mindre af andre mennesker, men mere af dig selv.
- “Pay it forward” – hjælp dine medmennesker og giv dem derved lyst til at hjælpe andre
Du har nu to muligheder…Smil og luk dette opslag, eller videregiv dette til dine venner og bekendte..
Kilde: Tomsen
En historie fra det virkelige liv
Den ældre, fine herre havde fået konstateret Parkinsons sygdom. Gennem nogen tid havde han haft balanceproblemer og var faldet flere gange. Men tro mod sit livsmod og sit gode humør var han kommet på højkant igen.
Gennem et langt liv havde han været med i byens inderste cirkler, og han var fast besluttet på, at den forbandede sygdom ikke skulle ændre på det. Dér hørte han til, og dér ville han fortsat komme. Han arrangerede sig derfor med en god kammerat, således at han kunne blive hentet og bragt til det gode selskabs arrangementer.
Så skete imidlertid det forudsigelige, at den gode kammerat måtte melde forfald. Det kunne dog ikke stoppe vores ven. Ufortrødent stavrede han ned og tog bussen. Det var besværligt for ham, men han kom godt frem til mødestedet. Om hjemturen havde han tænkt, at én af de mange fine mennesker nok ville køre ham hjem.
Men da ingen tilbød sig, rejste han sig i forsamlingen og spurgte om nogen ville have den ulejlighed at køre ham hjem. Men de havde alle travlt og skulle for resten slet ikke i den retning.
Efter endt, berigende sammenkomst begav han sig på usikre ben hen mod busstoppestedet. Næsten fremme ved målet faldt han, som en stor gran. Langsomt, surrealistisk; han vidste, hvad der var ved at ske, men kunne ikke gøre noget. Han slog sig. Det gjorde ondt. Han var dog hele tiden ved bevidsthed.
Efter nogen tid kom en lille, vindtør, ældre dame forbi. Da hun havde set, at det drejede sig om en velklædt, ældre herre, og hun havde sikret sig at hans position ikke skyldtes overindtag af spirituøse drikke, tilbød hun at hjælpe vores ven på benene. Men de kom hurtigt til enighed om, at en forslået sæk kartofler på vel 100 kilo var åbenlyst for meget, for den velmenende, men dog lille dame.
Mens de således talte om, hvad de videre kunne foretage sig, kom en skrammelkasse af en bil forbi. Stoppede, bakkede og føreren hoppede resolut ud og sagde “Mo jaj jælbe daj?. Vores ven takkede for tilbuddet, og vupti, så kom han på benene. Vaklende, usikker og med smerter fra faldet.
“Do ha det igge godt. Ska jæj kør daj jæm?” Atter takkede vores ven for tilbuddet. Bilisten løb hen til rustbunken. Fik kvinden med slør og tørklæder samt diverse pakkenelliker smidt om på bagsædet til børnene. Fik vores ven anbragt i forsædet.
På det dansk, som vi gør os så muntre over, udspandt der sig nu en let forståelig samtale. Bl.a. om ikke et hospitalsbesøg ville være det rigtige. Men vores ven insisterede på at komme hjem. Han blev kørt til det velstående kvarter, hjulpet ud af bilen, støttet helt hen til boligens fordør og afleveret i fruens kyndige hænder.
Hjælperen ønskede god aften og forsvandt stilfærdigt.
Har du hørt en lignende historie før?
Poul Lund
Om at styre sit temperament
Der var engang en meget temperamentsfuld lille dreng.
Hans far gav ham en pose med søm og fortalte ham, at hver gang han blev hidsig, skulle han hamre et søm i hegnet. Den første dag sad der 37 søm i hegnet.
De efterfølgende uger lærte drengen at kontrollere sin vrede, og det daglige antal af søm blev færre og færre. Han fandt ud af, at det var nemmere at styre sit temperament, end at hamre søm i hegnet…
Endelig kom den dag, hvor drengen ikke længere mistede kontrollen. Han fortalte det til sin far, og faderen foreslog, at for hver dag drengen kunne bevare kontrollen over sit temperament, skulle han trække et søm ud af hegnet.
Tiden gik, og den lille dreng kunne endelig fortælle sin far, at der ikke var flere søm tilbage. Faderen tog sønnen i hånden og de gik ned til hegnet. Han sagde, „Du har gjort det godt min søn, men se alle hullerne i hegnet.
Hegnet vil aldrig blive det samme igen. Når du siger noget i vrede, efterlades et „ar“ – nøjagtig ligesom disse huller. Du kan stikke en kniv i en mand og trække den ud igen. Uanset hvor mange gange du siger undskyld, vil „arret“ stadig være der“.
Et verbalt „ar“ er ligeså slemt som et fysisk „ar“.
Kilde: John Bern Nielsen
På bagsiden af indgangsdøren til en engelsk kirke fandt man i året 1610 følgende:
“Herre, du ved bedre end jeg selv, at jeg er ved at blive ældre og snart gammel. – Bevar mig fra den skrækkelige vane at tro, at jeg nødvendigvis må udtale mig om enhver sag og ved enhver lejlighed.
Fri mig for trangen til at forsøge at ordne alle andres affærer.
Gør mig eftertænksom, men ikke trist, hjælpsom, men ikke nævenyttig.
Når man tænker på mit uhyre forråd af visdom, kan det synes en skam ikke at bruge det fuldt ud, men du ved, Herre, at jeg helst skulle beholde nogle få venner til det sidste.
Fri mig fra altid at remse endeløse rækker af detaljer op, og giv mig evnen til hurtigt at komme til sagen. Forsegl mine læber for ord om mine bekymringer og smerter, de bliver flere og flere, og lysten til at beklage sig over dem vokser, som årene gå.
Jeg vover ikke bede om bedre hukommelse, men om større ydmyghed og mindre selvsikkerhed, når mine erindringer synes at være i modstrid med andres.
Lær mig den sunde indstilling, at også jeg kan tage fejl af og til.
Hold mig nogenlunde omgængelig. – Jeg nærer ikke noget ønske om at være helgen, nogle af dem er meget svære at holde ud – men et surt og tvært gammelt menneske er et af djævelens mesterværker.
Giv mig evnen til at se noget positivt, hvor jeg ikke har ventet det, og gode sider hos mennesker, jeg ikke har ventet det hos. Og giv mig endelig den nåde, at jeg kan sige det til dem.”
Kilde: Lars Carlsen
En historie fra det virkelige liv:
Efter at handle byen rundt og netop tømt indkøbsvogn for sidste tunge læs, ringede et af mine børn og spurgte til lidt mere fra en butik nede ad gaden. 
Foran centret stod en flok drenge “af anden etnisk herkomst end dansk”, røg cigaretter og spillede op til de passerende piger … som teenagers gør.
Jeg nikkede til dem og spurgte om de ville holde øje med mine ting, mens jeg løb ned ad gaden for at nå noget mere …
“Ja” svarede de med åben mund og vidt opspærrede øjne.
Det tog vel en lille snes minutter før jeg var tilbage … drengene forsikrede mig om, at de ikke havde hugget noget. “Selvfølgelig ikke, ellers havde jeg da ikke bedt jer passe på mine ting… tak, skal i ha’ gutter!”
De måbede stadig da jeg læssede ind i taxaen – uden at tælle poserne – tillid tæller mere end mistillid og medvilje mere end modvilje:-)
Historien om Bent – fortalt af Ove lund.
For nogle år siden kørte jeg med taxa til Herlev. Chaufføren hed Bent, og han fortalte, at han havde startet dagen med at køre nogle børn fra Nærum til skole i København. Det havde han gjort hver dag i 11 år. Bent var en stor flot mand på ca. 70 år. Bent fortalte videre, at han kørte børn fra en underafdeling af Nærumgård til børnehave eller skole hver dag. På turen fortalte han et par historier:Hvis jeg kunne leve mit liv om
Af Nadine Starr, 86 år (modelfoto)
Hvis jeg kunne leve mit liv om….ville jeg turde lave flere fejltagelser.
Jeg ville slappe af, tage tingene som de er.
Jeg ville opføre mig mere fjollet og grine mere.
Jeg ville tage flere chancer.
Jeg ville rejse mere.
Jeg ville bestige flere bjerge og svømme over flere floder.
Jeg ville spise mere is og færre bønner.
Jeg ville måske have flere faktiske problemer, men færre indbildte.
Ser du, jeg er en af de personer der lever med fornuft og omtanke time efter time, dag efter dag.
Åh, jeg har haft mine øjeblikke. Og hvis jeg kunne leve mit liv om, ville jeg have flere af dem.
Rent faktisk ville jeg prøve at have intet andet. Kun øjeblikke.
Det ene efter det andet, i stedet for at leve så mange år med tanke på morgendagen.
Jeg har været en af de personer, der ikke tager nogen steder hen, uden et termometer, en varmedunk, en regnfrakke og en faldskærm.
Hvis jeg kunne leve mit liv om, ville jeg rejse med mindre bagage.
Hvis jeg kunne leve mit liv om, ville jeg begynde at gå barfodet tidligere om foråret og fortsætte længere hen på efteråret.
Jeg ville danse mere, tage flere karruselture og plukke flere tusindfryd.
Hvis blot jeg kunne leve mit liv om.
Men ser du – det kan jeg ikke…..
Sig det med blomster!
En historie af Tove Hansen
For et par somre siden, kørte jeg med bussen hjem, efter en herlig dag i min nyttehave.
Langt de fleste dage var jeg ellers på cykel, men måske var der en mening med den bustur, lige den dag.
I hånden havde jeg den yndigste buket nyplukkede blomster, i dejlige farver og forunderlig duft.
En ældre dame stod på kort efter, satte sig bag mig og udtrygte sin umiddelbare begejstring over buketten, hun skulle snuse til den og derefter blev der sat en tankerække i gang i hende, som vedrørte dejlige minder.
Under hele turen hørte jeg om hendes tidligere have, da hun havde sin mand og hvor meget hun savnede at gå ud og plukke blomster og at netop min buket, aktiverede savnet, for nu boede hun i lejlighed.
Da hun skulle af og stod ved døren, gik jeg hen til hende, stak jeg buketten i favnen på hende og sagde:
“Tak for snakken, tag du denne buket med hjem, nyd den og tænk tilbage på din egen dejlige have”
Først ville hun ikke tage imod den, men da hun stod ude på gaden og bussen lukkede dørene i, så jeg bare et lykkeligt ældre menneske, med buketten højt hævet og den anden hånd ivrigt vinkene og jeg følte en varm følelse og stor glæde.
Jeg har haft masser af buketter med hjem i årenes løb. Denne her, som aldrig kom til at stå i min stue, er den jeg husker bedst af alle, fordi jeg ser en sød ældre dame for mig og mærker glæden i mit hjerte.
En tur med bussen
En historie af Inge Olsen
Engang skulle jeg med bussen med et mindre skuffemøbel i flet. Ikke en tung sag, men en noget kantet og besværlig ting at manøvrere op, da jeg samtidig skulle vise mit buskort. Jeg er selv af lidt ældre dato og fumlede lidt med at få det hele til at fungere, da buschaufføren bremsede mig, med strakt arm og håndfladen frem imod mig. STOP – sagde han med et kæmpe grin, jeg skal lige fotografere dig !!!
Jeg nåede et kort øjebliks usikkerhed – knips, så var jeg foreviget, men så fortalte han mig henrykt, at han var ved at skrive en bog om hvor sjovt og spændende det var at være buschauffør og at han samlede fotos til denne bog. Denne mand viste tydeligt, hvor meget han holdt af sit arbejde, jeg fik en herlig oplevelse og glemte alt mit besvær. Til gengæld var det en nydelse at køre med en glad mand, der smittede med sit gode humør.
Se det havde jeg jo aldrig oplevet, hvis jeg havde haft en bil !!