På vores vej gennem livet bruger de fleste af os en historie.
Vi sætter labels på os selv.
Jeg er en murer, jeg er en sælger, jeg er en morfar, jeg er en gammel fyr.
Vores historie er ligesom et software program, der er indlæst i vores hjerne og som kan kontrollere vores liv.
Det er vores personlige marketing pakke.
Vi går, billedligt talt, rundt med en bog, der beskriver vores liv. Og vi tager den meget gerne frem og læser højt af den for andre.
På arbejdet, under ferier eller ved selskabelige sammenkomster.
Og vi køber ofte tøj, bil og andre ting, så det passer til historien.
Men at skulle leve op til en historie giver os ikke glæde. Vi er nemlig ikke vores historie.
Vi er et menneske, der gennem livet kan opnå erfaring og indsigt i livets vidunderlige mysterier,
når vi stopper med at have en historie at leve op til.
For det binder megen energi og kan fastholde os i dårlige vaner, når vi vil gøre indtryk på andre ved at fortælle vores historie.
Og andre bekymrer sig alligevel ikke om den.
En klog mand sagde engang: ”Når man skal leve op til noget, lever man ikke.”
I bogen har vi hver dag en ny blank side.
Vi bestemmer naturligvis ikke alt det, der kommer til at stå på den side, men vi bestemmer altid vores reaktion på det, der sker.
Det er det, der skrives på disse blanke sider, der afgør, om vi med rette kan skabe et godt liv.
Prøver vi at se, hvor mange blanke sider der er tilbage i bogen, får vi meget lidt succes.
Vi kan aldrig være sikker på, om den side vi skriver på nu, er den sidste side i bogen.
Det er det, der gør livet dyrebart.
